Ultra Sierra Nevada (USN)
Årstal: 2016
Distance: 103 km
Tid: 18:50
Placering: 5. kvinde
Bussen kørte fra Pradollano kl 23 til Granada, hvor løbet ville starte kl 24. Da jeg stiger på bussen siger jeg til Rudi: ‘Vi ses til aftensmad’. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg ville blive mødt med på turen og fik tårer i øjnene, da jeg sagde farvel til Olivia.
Som noget af de første afleverer jeg min dropbag. Desværre glemmer jeg at tage vandflasken ud, så jeg måtte sidde der og vente uden ekstra at drikke end det i flaskerne i min rygsæk.
En spanier fortæller at han sidste år havde løbet den korte TSN på 60 km, og han spurgte om jeg havde prøvet noget lignende. I maj havde jeg deltaget i Hammertrail. Jeg var tilmeldt 100 miles, men udgik om natten efter at være løbet forkert og det blev til en træningstur på 90 km med ca. 3000 op og 3000. Netop derfor sad jeg nu her på vej ud på et mine vildeste løbeoplevelser.
Vi blev lukket ind i startboksen. Jeg havde sat Dannebrog på min rygsæk, men der var ikke nogen, der lod til at være særlig imponeret over, at jeg var fra Danmark.
De første 7 timer er i mørket frem til omkring kl 7, hvor det bliver lyst i Spanien. Men min pandelampe er helt fantastisk, og de andre løbere omkring mig havde glæde af dens meget lys. I mørket går det både stejlt op af og der er stejle passager ned af bjerget som krævede godt syn. Jeg faldt en gang på bjergstien, op igen og videre. Først lidt senere kiggede jeg til venstre og kunne svagt skimte at det går stejlt ned ad. Det gav lige et sug i maven.
Solen begynder at stige op i horisonten. Vi kommer til et meget stejlt stykke (føles lodret) og jeg må bruge hænderne til støtte. Mine stave ligger på DP6 ved omkring 60 km, hvor jeg kan vurdere om jeg vil tage dem med resten af turen.
Da jeg endelig kommer op på toppen står solen fra en blå himmel. Her tager jeg en kort pause og får solcreme på. Det viste sig senere, at jeg ikke havde smurt noget på bagpå mine knæ... av!
Vi kommer til endnu en (lodret) stigning. Jeg leder efter en pind, der kan bruges som støtte og finder en tyk gren, min hånd kun lige kan holde om. Jeg kommer ud fra skoven af og møder to mænd på tur. Den ene siger på engelsk, om jeg ikke kunne have fundet en tykkere gren? Svarer "faktisk ikke" med et smil. Jeg går videre, og han ser Dannebrog på min rygsæk. "En dansker" råber han og ja sjovt nok at møde to danskere lige der på bjergsiden i Sierra Nevada.
På depot 6 (DP6) er Rudi og Olivia. Helt tilfældigt var de i nærheden, og Olivia råbte "Der er mor". Jeg bliver glædeligt overrasket. Rudi hjælper mig med at skifte til nederdel, da jeg har haft ondt i maven, med for stramme shorts. Jeg får lidt pasta med tun, tager mine stave og videre.
Mellem DP7 og DP8 står solen højt på himmelen, og jeg har brug for mere vand end tidligere på dagen. Jeg begynder at tænke over, om jeg min har vand nok til DP8 i mine to flasker. Kilderne løber ned af bjerget, men jeg er i tvivl, om man kan drikke vandet. Længere fremme er der en spanier som fylder sin flaske op, og jeg spørger på engelsk om man kan drikke vandet. Hans svar: "Drink or die". Han var nok lidt presset der...
DP8 er i Pradollano. Her er Rudi og Olivia også. De serverer ris, men jeg er ikke helt så sulten. Sidste del af ruten er op til 3100, en stigning på 900 højdemeter op i 4 km, omkring 20% stigning nogen steder.
Inden afgang, siger jeg "vi ses om tre timer". På dette tidpunkt har jeg løbet i 15:52 timer...
Vi går i en lang slange op af bjerget. Langsomt. Det er hårdt. Jeg følger den tilbagelagte afstand på mit ur. Hver gang jeg kigger på uret, har jeg kun gået 100 meter. Tankerne i mit hoved "nu må vi være der", "nå længere fremme", "nu... nej"...
Ude i horisonten ser jeg to skikkelser. Kan det mon være Rudi og Olivia? Men hvorfor og hvordan kan de sidde der på toppen af bjerget? Det er dem. Jeg bliver glad og overrasket, og det giver mig det vildeste overskud. På toppen kontrollere de løberne og kigger os direkte i øjnene. Mange bliver sendt ned med bus fra DP9, da de sidste 10 km går stejlt ned af bjerget.
På forrige depot lagde jeg mærke til at en anden kvinde bruger mig som pacer, da hun venter på at jeg begynder at løbe. Det gjorde hun også her på DP9, og så snart jeg løber videre, er hun efter mig. Men jeg har for ondt i benene til at løbe ned af bjerget og må gå det miste af tiden. Hun overhaler mig, men jeg tænker at om det bliver en 4. eller 5. plads er ligegyldigt, i modsætning til hvis der var tale om en 3. plads.
Olivia løber med ind over målstegen. Jeg kommer i mål efter 18:50 min.
Efter et bad går vi ud og spiser. Jeg skulle bare have bøf og pomfritter, ikke nogen grøntsager!
